Giorgio Vasari spillede en afgørende rolle i kunsthistoriens fødsel som en etableret disciplin. Han var en italiensk kunstner, arkitekt og forfatter, der levede i det 16. århundrede. Vasari blev betragtet som en af de mest vidende og kyndige personer inden for kunstverdenen på hans tid.
Indholdsfortegnelse
Kunsthistoriens fødsel
Vasari var den første italienske kunsthistoriker og forfatteren af de første kunstnerbiografier, en encyklopædisk genre der stadig er relevant i dag. Denne opstilling af kunsthistoriske studier som en række biografier forblev stort set uændret indtil det “skolespecifikke” tilgang i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. For eksempel blev Giovanni Paolo Lomazzo, Karel van Mander, Filippo Baldinucci, Joachim von Sandrart og Antonio Palomino betragtet som fortsættelser af Vasari.
Det var Vasari, der skabte terminologier, der stadig er i brug i dag, såsom ‘Rinascimento’ (Renesans), Gotik eller “Maniera moderna” (Moderne stil).
Giorgio Vasaris bog “Le Vite de’ più eccellenti pittori, scultori, e architettori” (Om de mest fremragende malere, skulptører og arkitekters liv) betragtes som en af de tidligste og mest betydningsfulde kunsthistoriske tekster. Den blev først udgivet i 1550 og udvidet i 1568.
Le Vite de’ più eccellenti pittori, scultori, e architettori
“Le Vite” (som titlen forkortes til) er en samling af biografier om forskellige kunstnere, herunder malere, skulptører og arkitekter, fra oldtiden til Vasaris egen tid i det 16. århundrede. Vasari selv var en italiensk maler og arkitekt, og han skrev bogen med det formål at dokumentere og fejre de berømte kunstneres liv og værker.
Første udgave blev udgivet i 1550 af Lorenzo Torrentino og opnåede en bemærkelsesværdig popularitet, hvilket tilskyndede forfatteren til at udarbejde en anden udgave, der var betydeligt udvidet og revideret. Den anden udgave, et monumentalt værk i tre bind på i alt 1012 sider, blev udgivet i 1568 af Giunti-familien.
Dette værk udgør den første sammenhængende bogsamling om kunsthistorie. Det fungerer som en vigtig kilde – ofte den eneste – til biografiske oplysninger om kunstnere, der levede i overgangen mellem middelalderen og renæssancen. Samtidig fungerer det som en samling af information om kunstværker, der senere er gået tabt, blevet spredt eller ødelagt. Vasari, der skrev med både passion og omhu, kunne dog til tider “oversælge” kunstens udvikling og relationer mellem kunstnerne i sine beskrivelser. Senere studier af Vasaris tekst, inklusive en grundig gennemgang foretaget af Gaetano Milanesi i 1848, har imidlertid identificeret og rettet fejlagtige oplysninger (der ofte opstod på grund af den naivitet, som mange tidligere historikere faldt for). Dette har genskabt værdien af teksten, som ikke blot påvirkede kunstvurderingen frem til det meste af det 19. århundrede, men stadig fungerer som en uundværlig og hyppigt citeret bibliografisk reference den dag i dag.
Biografierne i “Le Vite” giver værdifulde indblik i kunstnernes liv, karrierer og kunstneriske stil. Vasari fokuserer ikke kun på deres kunstneriske præstationer, men inkluderer også anekdoter (sladder) og historisk kontekst for at give læserne en omfattende forståelse af hver kunstners bidrag til feltet. Han beskrev kunstnerne ikke kun som håndværkere, men som intellektuelle, der udøvede en høj kunstnerisk kreativitet. Bogen indeholder også en bredere historisk og kunstnerisk sammenhæng og analyser af kunstneres stil og udvikling over tid. Han lagde desuden vægt på kunstens udvikling gennem forskellige perioder og identificerede vigtige milepæle og forandringer i kunsthistorien.
Vasari var også en vigtig person i formidlingen af italiensk renæssancekunst til resten af Europa. Han arbejdede som kunstner og arkitekt for adskillige vigtige figurer, herunder medici-familien i Firenze. Hans tætte forbindelser til kunstneriske kredse og adelen gav ham en unik indsigt i kunstverdenen på hans tid.
Som følge af Vasaris bidrag blev hans bog “Le Vite” en central reference og inspirationskilde for senere kunsthistorikere og forskere. Hans tilgang til kunsthistorie som en sammenhængende fortælling om kunstneres liv og værker banede vejen for den moderne forståelse af kunsthistorie som en akademisk disciplin.
Vasaris arbejde etablerede fundamentet for kunsthistorie som en disciplin. Han var en af de første forskere, der anerkendte vigtigheden af at dokumentere og analysere kunstens udvikling over tid. “Le Vite” var indflydelsesrig og prægede efterfølgende kunsthistorisk forskning. Den har fungeret som referenceværk for mange senere forskere og kunstentusiaster.
Derfor kan man sige, at Giorgio Vasari spillede en afgørende rolle i kunsthistoriens fødsel ved at etablere en metodisk tilgang til at dokumentere og analysere kunstneres liv og værker. Hans værk “Le Vite” markerede begyndelsen på en ny æra for kunsthistorisk forskning og forståelse.
Le vite indhold
Le Vite er en samling biografier af mange vigtige italienske kunstnere fra middelalderen og renæssancen og fungerer ofte som en klassisk reference for de forskellige stile af navne, f.eks. Paolo Uccello (Paolo Doni) eller Piero della Francesca (Piero de’ Franceschi).
De biografier, som Vasari skrev, er generelt pålidelige for malere fra hans egen generation og de umiddelbart foregående, men mindre pålidelige for kunstnere, der var længere væk i tid. Moderne kritikere har rettet mange af hans tilskrivninger og datoer på grundlag af nye oplysninger og forskning. Værket forbliver dog en klassiker den dag i dag, selvom det bør suppleres med moderne kritisk forskning.
Med få undtagelser er Vasaris æstetiske vurderinger meget præcise og skarpe og er stadig relevante i dag. Han var i stand til at give vurderinger baseret på en skala, der var passende for den tid, hvor værkerne blev skabt. For eksempel kritiserede han aldrig gotiske kunstnere for stivhed eller manglende rumlig dybde.
Ligesom mange af hans samtidige historikere var Vasari til tider for ivrig og inkluderede anekdoter om skandaler og sladder i biografierne samt accepterede ofte mundtlige kilder, uden verifikation. Dette førte til nogle store fejl (som det usandsynlige drab på Domenico Veneziano begået af Andrea del Castagno), der i nogen grad underminerede Vasaris arbejde i moderne kritiks øjne. De fleste af anekdoterne, selvom de er præsenteret som faktiske hændelser, er sandsynligvis mere fantasifulde eller endda helt opdigtede. Nogle er faktisk generiske fortællinger, som den om den unge Giotto, der malede en flue på et maleri af Cimabue, og den gamle mester forsøgte gentagne gange forgæves at jage den væk. Andre gange forskede Vasari omhyggeligt og gennemgik arkiverne og de få tilgængelige kilder om kunstneriske begivenheder fra perioder tidligere end hans egen. For at bevise Michelangelos elevforhold til Domenico Ghirlandaio (et faktum udelukket af Ascanio Condivis biografi, som blev revideret af Buonarroti), besøgte han Ridolfo del Ghirlandaios værksted, mesterens søn, hvor han fandt spor af betalinger til den meget unge Buonarroti.
Vasari inkluderede en 42-siders selvbiografi i slutningen af ‘Livene’ og tilføjede yderligere detaljer om sig selv og sin familie i biografierne om Lazzaro Vasari og Francesco Salviati. Mens han skrev “Le Vite”, benyttede han sig af en personlig og ekstraordinær samling af over fem hundrede tegninger af italienske kunstnere, som blev spredt efter hans død og er kendt som Giorgio Vasaris ‘Bog med tegninger’ (‘Libro de’ disegni di Giorgio Vasari’).
Giorgio Vasari
Giorgio Vasari var en betydningsfuld kunstner og arkitekt i sin egen ret. Han blev født den 30. juli 1511 i Arezzo, Italien, og hans karriere spændte over en række discipliner og kunstneriske aktiviteter.
Vasari begyndte sin karriere som maler og uddannede sig under den indflydelsesrige kunstner Andrea del Sarto. Han arbejdede primært i Firenze og udførte malerier, der var inspireret af den florentinske renæssancestil. Desværre er kun få af hans egne malerier bevaret i dag, og hans maleriske arbejde er ikke så kendt som hans bidrag til kunsthistorien.
Vasaris stil er blevet omtalt som fersk og farverne lyse i hans malerier.
Vasari blev også anerkendt som en dygtig arkitekt, stærkt inspireret af Michelangelo. Han var involveret i forskellige arkitektoniske projekter og blev især kendt for at have påbegyndt Uffizi-galleriet i Firenze (i 1560), der stadig er en betydningsfuld kunstinstitution i dag.
