At åbne sine døre som kunstner, kan være en fantastisk mulighed for at blive et lokalt ansigt i den kommune man har sit atelier. Rigtig mange kommuner (eller områder) har et såkaldt “Åbne døre” event, som lokale kunstnere kan blive en del af.
Åbne døre annonceres typisk i lokalavisen og der hænger plakater på offentlige institutioner som biblioteker, kulturhuse eller rådhus. Her kan du holde øje som borger, der gerne vil opleve din lokale kunst. Er du kunstner og ønsker du at deltage i det lokale kulturliv, er det værd at læse videre her.
Indholdsfortegnelse
Hvad er åbne døre?
Åbne døre er i de fleste kommuner foreninger, som drives af kunstnerne selv. Kommunerne kan give tilskud til fx markedsføring af arrangementet, eller det kan koste et gebyr at være medlem. Medlemmer kan foruden kunstnere bestå af fx gallerier eller andre udstillingssteder.
Selve arrangementet foregår typisk en eller to gange om året, og indebærer at man i et aftalt tidsrumt holder sit atelier eller arbejdssted åbent for besøgende, som ikke i forvejen har anmeldt deres ankomst.
Kunstneren forventes at være til stede til at fortælle om sit arbejde og sælge værker. Det vil derfor være smart at lave en ophængning, så gæsterne nemt kan se hvad du har til salg, og gerne også få et indblik i hvordan du arbejder med din kunst.
Hvordan deltager man i åbne døre?
Når du har fundet frem til din lokalegns arrangement, kan du kontakte den ansvarlige for at søge om optagelse som kunstner. Der vil i mange tilfælde være tale om, at man skal bevise sin professionalisme som kunstner. Det kan fx dreje sig om, at man skal indsende et CV og eventuelt også en portfolio med værker.
Hvorfor skal man deltage som kunstner?
Der er en del snobberi blandt kunstnere, og internationalt anerkendte – eller store nationale – kunstnere deltager oftest ikke i den slags arrangementer. Men hvis din drøm er at leve af din kunst, er det lokale marked et oplagt sted at starte. At blive berømt i sin hjemby kan åbne op for projekter og indkaldelser, til lokale kunstarrangementer, som igen kan føre til bedre vilkår for at komme i betragtning andre steder. Mange politikere og andre lokale magthavere kan finde på at ture rundt på dagen (eller dagene), og der bliver derfor også rig mulighed for at skabe netværk.
Gode råd til dig der deltager i åbne huse
Sørg for at have mange små billige værker klar, men vis også de store og dyre. Det kan blive et meget lukrativt arrangement, da mange gerne vil støtte kunstnerne på en dag som denne. Har du ikke ting til salg for 100-300 kr, så lav fx nogle postkort eller artmoney, eller sælg dine skitser.
Hav lidt kaffe, sodavand og måske knas stående til fri afbenyttelse. Det får din kunder til at blive lidt længere. Læg gerne en stabel visitkort ved siden af.
Har du kurser eller andre ting du sælger ud over dine værker, så sørg for at dine besøgende ikke går uden at have opdaget det.
Og så det helt lavpraktiske, sørg for at dine besøgende slet ikke er i tvivl om hvor de skal gå hen, når de lander på adressen. Vis der er åbent med flag, plakater eller andet, og vær klar til at give dem hånden og få en sludder.
Kommuner der afholder åbne døre med kunst
Rigtig mange kommuner afholder åben-dør-arrangementer, men ikke alle holder dem hvert år. Nogle kommuner har slået sig sammen, så de åbne døre dækker et større område. Her er nogle eksempler:
- Aarhus
- Ballerup, Egedal og Furesø
- Djurslands kommuner
- Esbjerg
- Farum
- Gentofte
- Guldborgsund
- Halsnes
- Hedensted
- Høje Taastrup
- Jammerbugt
- København (opdelt i flere lokalområder)
- Langeland
- Lemvig, Struer og Holstebro
- Lyngby-Tårbæk
- Nordsjælland
- Nyborg
- Odsherred
- Rødovre
- Silkeborg
- Skive
- Svendborg
- Stevns og Faxe
- Vejle og omegn
- Viborg
OBS: der tages forbehold for ændringer og fejl.