I kunst refererer begrebet “dissonans” til en form for disharmoni eller spænding, der opstår mellem elementer i et kunstværk. Dissonans kan manifestere sig på forskellige måder afhængigt af kunstformen, såsom musik, litteratur, billedkunst osv.
Dissonans benyttes til at skabe interessant dybde og kompleksitet ved at udfordre publikums forventninger og skabe en følelse af spænding eller uro.
Dissonans i kunstarter
I musik refererer dissonans til en kombination af toner, der ikke klinger harmonisk sammen og skaber en følelse af ubehag eller spænding. Dissonans kan fx være et midlertidigt element i et stykke musik, der bruges til at skabe kontrast og intensivere følelsen af harmoni, når det opløses.
I litteratur kan dissonans referere til modsætninger eller konflikter inden for et narrativ, karakterers indre konflikter eller uløste spændinger mellem temaer og symboler.
I billedkunsten fremtræder dissonans gennem farver, former eller kompositioner, der bryder med forventningerne. Det kan være farvekombinationer, der skurrer, linjer, der modarbejder hinanden, eller en opbygning, der giver en følelse af ubalance. På samme måde som i musik og litteratur fungerer dissonans her som en bevidst strategi til at vække sanselig uro og invitere betragteren til fordybelse.
Eksempler på dissonans i værker
Et tydeligt eksempel på dissonans i billedkunsten finder man hos Edvard Munch, særligt i Skriget (1893) (ses her til venstre), hvor de bølgende, næsten forvrængede linjer og de skærende kontraster mellem orange, rød og blå skaber en intens uro. Billedets komposition nægter at falde til ro, og netop den disharmoni forstærker indtrykket af angst og eksistentiel krise.
Hos Pablo Picasso er dissonansen en gennemgående strategi i den kubistiske periode. I værker som Les Demoiselles d’Avignon (1907) brydes figurerne ned i kantede former, og de stiliserede, maskerede ansigter udfordrer samtidens forventning om skønhed og balance. Resultatet er et billede, hvor former og perspektiver støder sammen, så betragteren konfronteres med et uroligt og fragmenteret udtryk.
Også Wassily Kandinsky arbejder med billedmæssig dissonans. I hans abstrakte kompositioner fra begyndelsen af det 20. århundrede opstår spænding gennem skarpe farvekontraster og former, der synes at modarbejde hinanden. For Kandinsky var dissonansen en måde at give billedet en musikalsk dynamik, hvor disharmoni ikke er en fejl, men en kilde til energi og bevægelse.
Selv i den klassiske modernisme ser man brugen af dissonans. Francis Bacon skaber i sine portrætter en voldsom kontrast mellem menneskekroppen og det rum, den er placeret i. De forvredne figurer og de brutale farvetoner sætter en bevidst spænding i gang, som gør billederne både frastødende og dragende på samme tid.
På tværs af kunstarter er dissonans altså ikke blot et udtryk for disharmoni, men et virkemiddel til at skabe intensitet, dybde og kompleksitet. Ved at udfordre publikums forventninger og vække en følelse af spænding åbner dissonansen for nye perspektiver og erfaringer, som ellers ikke ville komme til syne i et fuldstændigt harmonisk udtryk.
