Fluxus var en international, tværfaglig fællesskab af kunstnere, komponister, designere og digtere i 1960’erne og 1970’erne. De deltog i eksperimentel kunstneriske præstationer, der lagde vægt på den kunstneriske proces frem for det færdige produkt. Denne artikel udforsker Fluxus-bevægelsens baggrund, nøglefigurer, begivenheder og indflydelse.
Indholdsfortegnelse
Fluxus begyndelse
Fluxus’ oprindelse ligger i eksperimentelle koncepter udforsket af komponisten John Cage i perioden fra 1930’erne til 1960’erne. Efter at have deltaget i kurser om Zen-buddhisme undervist af D.T. Suzuki, underviste Cage i en serie af kurser i eksperimentel komposition fra 1957 til 1959 ved New School for Social Research i New York City. Disse kurser udforskede begreberne tilfældighed og uvisse i kunsten, og brugte musikalske partiturer som grundlag for kompositioner, der kunne udføres på potentielt uendelige måder.
Fluxus udvikling og indflydelse
Fluxus bidrog til forskellige kunstneriske medier og discipliner, herunder intermedia og konceptuel kunst. Bevægelsen blev også påvirket af Marcel Duchamps anti-kunst og anti-kommercielle tendenser. John Cages idéer om, at kunstneren bør påbegynde et kunstværk uden en opfattelse af dets slutning, og hans forståelse af værket som et sted for interaktion mellem kunstner og publikum, var også afgørende for Fluxus.
Nøglefigurer og medlemmer
Fluxus inkluderede kunstnere som Yoko Ono, Nam June Paik, George Maciunas og flere andre. Disse kunstnere bidrog til bevægelsen med forskellige eksperimenterende præstationer, kunstværker og publikationer.
Tidlige begivenheder og prototyper dannede et fundament for Fluxus-bevægelsen, der udforskede kunstens grænser og opfordrede til aktiv deltagelse fra publikum. Et af de bemærkelsesværdige træk ved Fluxus var dens eksperimenterende tilgang til kunstneriske medier og formater, hvilket skabte en dynamisk og interaktiv kunstoplevelse. Gennem koncerter, festivaller og publikationer udfordrede Fluxus-kunstnere konventionelle opfattelser af kunst og skabte et rum for spontanitet, leg og eksperimenter. Disse tidlige begivenheder og prototyper lagde grundlaget for en kunstnerisk bevægelse, der ville ændre landskabet for samtidskunst og inspirere generationer af kunstnere.
Fra Neo-Dada til Tidligt Fluxus:
Bevægelsen udviklede sig fra neo-dadaismen og blev en vigtig del af avantgardekunsten i 1960’erne. Fluxus påvirkede kunstscenen gennem sine radikale eksperimenter og anti-institutionelle tilgang. Neo-dadaismen, der opstod i 1950’erne som en genoplivning af dadaismens ånd, gav Fluxus en platform til at udforske kunstens grænser og bryde med traditionelle kunstneriske konventioner. Fluxus-kunstnerne adopterede en eksperimenterende tilgang til forskellige medier og skabte værker, der udfordrede publikums forventninger og opfordrede til interaktion og deltagelse. Den anti-institutionelle holdning, der var karakteristisk for både dadaismen og Fluxus, gjorde det muligt for kunstnerne at skabe uden begrænsninger og udforske nye former for kunstnerisk udtryk. På denne måde blev Fluxus en katalysator for forandring i kunstverdenen og fortsatte med at inspirere kunstnere med sin provokerende tilgang til kunst.
Etablering af FluxShops
Fluxus etablerede butikker og distributionsnetværk i New York og andre byer. Dette gjorde Fluxus-multiples og andre kunstværker mere tilgængelige for offentligheden og gjorde kunst til en mere demokratisk oplevelse. FluxShops blev ikke kun steder, hvor kunstværker kunne købes, men også rum for eksperimentering og interaktion. De åbnede døren til en ny måde at opleve og engagere sig med kunst på, hvilket brød med den traditionelle opfattelse af kunst som noget eksklusivt og uopnåeligt. Med FluxShops blev kunst en del af hverdagen og fik en ny betydning i folks liv. Denne åbenhed og tilgængelighed var grundlæggende for Fluxus’ ønske om at skabe en kunstnerisk bevægelse, der kunne ryste op i samfundets forestillinger om, hvad kunst kunne være, og hvem der kunne deltage i den.
Midt i Fluxus historie: 1965-78
Fluxus gennemgik en midtperiode præget af opfattede uroligheder og stigende japansk indflydelse. Bevægelsen fortsatte med at eksperimentere med nye kunstneriske former og praksisser. Denne fase blev kendetegnet ved en blanding af kreative energier og interne konflikter, hvilket skabte et dynamisk miljø for kunstnerisk udforskning og udvikling.
Objekter, der udvisker grænserne
Fluxus-produkter og kunstværker udfordrede traditionelle opfattelser af kunst og skabte nye grænser mellem kunst og dagligdags genstande. George Maciunas’ tilgang til kollektiv kunstnerisk skabelse spillede en central rolle i Fluxus-bevægelsen. Hans vision om at integrere kunst i hverdagen førte til skabelsen af Fluxkits og andre innovative former for kunstværker, der udvidede definitionen af kunst og inviterede til interaktion og deltagelse.
Fluxus kunstnere
- Eric Andersen (born 1940)
- John Armleder (born 1948)
- Ay-O (born 1931)
- Mary Bauermeister (1934-2023)
- Joseph Beuys (1921–1986)
- Bazon Brock (born 1936)
- Joseph Byrd (born 1937)
- John Cage (1912–1992)[135]
- George Brecht (1926–2008)
- Giuseppe Chiari (1926–2007)
- Henning Christiansen (1932–2008)
- Philip Corner (born 1933)
- Jean Dupuy (1925–2021)
- Öyvind Fahlström (1928–1976)
- Robert Filliou (1926–1987)
- Simone Forti (born 1935)
- Henry Flynt (born 1940)
- Ken Friedman (born 1949)
- Al Hansen (1927–1995)
- Geoffrey Hendricks (1931–2018)
- Bici Hendricks (born 1932)
- Dick Higgins (1938–1998)
- Davi Det Hompson (1939–1996)
- Alice Hutchins (1916–2009)
- Toshi Ichiyanagi (born 1933)
- Terry Jennings (1940–1981)
- Ray Johnson (1927–1995)
- Joe Jones (1934–1993)
- Allan Kaprow (1927–2006)
- Bengt af Klintberg (born 1938)
- Milan Knížák (born 1940)
- Alison Knowles (born 1933)
- Arthur Köpcke(1928–1977)
- Takehisa Kosugi (1938–2018)
- Philip Krumm (born 1941)
- Shigeko Kubota (1937–2015)
- George Landow (1944–2011)
- Vytautas Landsbergis (born 1932)
- John Lennon (1940–1980)
- Jackson Mac Low (1922–2004)
- Richard Maxfield (1927–1969)
- George Maciunas (1931–1978)
- Jonas Mekas (1922–2019)
- Gustav Metzger (1926–2017)
- Larry Miller (born 1944)
- Kate Millett (1934–2017)
- Charlotte Moorman (1933–1991)
- Maurizio Nannucci (born 1939)
- Yoko Ono (born 1933)
- Robin Page (1932–2015)
- Nam June Paik (1932–2006)
- Ben Patterson (1934–2016)
- Terry Riley (born 1935)
- Dieter Roth (1930–1998)
- Takako Saito (born 1929)
- Wim T. Schippers (born 1942)
- Tomas Schmit (1943–2006)
- Carolee Schneemann (1939–2019)
- Mieko Shiomi (born 1938)
- Gianni-Emilio Simonetti (born 1940)
- Daniel Spoerri (born 1930)
- James Tenney (1934–2006)
- Yasunao Tone (born 1935)
- Peter Van Riper (1942-1998)
- Ben Vautier (born 1935)
- Wolf Vostell (1932–1998)
- Yoshi Wada (1943–2021)
- Robert Watts (1923–1988)
- Emmett Williams (1925–2007)
- La Monte Young (born 1935)
