Realisme er en fundamentalt vigtig holdning og tilgang, ikke kun inden for kunsten, men også i filosofi, litteratur, statskundskab og andre discipliner. Dets rødder går dybt ned i vores forståelse af virkeligheden og vores interaktion med den.
Realisme definition
Realisme i kunsten refererer til en stil eller bevægelse, der stræber efter at gengive virkeligheden på en objektiv og nøjagtig måde uden idealisering eller overdreven romantik. Realistiske kunstværker er kendetegnet ved deres detaljerede og præcise skildring af objekter, mennesker og landskaber, som de faktisk ser ud. Den realistiske tilgang indebærer ofte brugen af realistisk belysning, farve og perspektiv for at skabe en illusion af dybde og ægthed i værket. Formålet med realisme i kunsten er at afspejle den observerede virkelighed og at fremkalde en følelse af genkendelse og forståelse hos seeren.
Ordet stammer fra latin “realis”, der betyder “ting, sag, forhold”, og det omfatter en mangfoldighed af holdninger, retninger og skoler i filosofi, billedkunst, litteratur og statskundskab.
Realisme og antirealisme
Realisme i Kunst: En Dybere Forståelse
Debatten om realisme i kunsten strækker sig ud over blot at være en teknisk tilgang; den berører grundlæggende spørgsmål om vores forhold til virkeligheden og vores måde at opfatte den på. Mens realisme hævder, at kunst bør gengive virkeligheden på en objektiv måde, udfordrer antirealisme denne opfattelse ved at argumentere for, at vores opfattelse af virkeligheden er subjektiv og relativ.
Eksempler på realisme i praksis:
- Gustave Courbet – “Begravelsen ved Ornans” (1849-1850): Courbet, en af de mest fremtrædende realistiske malere, skildrede i dette værk en gruppe landsbyboere, der deltager i en begravelse. Maleriet er bemærkelsesværdigt for sin nøjagtige gengivelse af de menneskelige figurer og det landlige landskab, uden at idealisere eller forvrænge virkeligheden.
- Édouard Manet – “Middag i det grønne” (1862-1863): Dette kontroversielle maleri af Manet udfordrede datidens konventioner ved at fremstille en piknikscene med nøgne og påklædte figurer i det fri. Manet brugte realistiske teknikker til at skildre sine figurer, men indførte samtidig en modernistisk og antikonventionel tilgang, hvilket gjorde maleriet til et diskussionspunkt om kunstens rolle i samfundet.
- Andrew Wyeth – “Christina’s World” (1948): Dette ikoniske amerikanske maleri viser en ung kvinde, Christina, der ligger på en mark med et hus i baggrunden. Wyeth’s realistiske stil fanger hver detalje af landskabet og kvindens krop, men det er den følelsesmæssige dybde og underliggende symbolismen i værket, der giver det en særlig styrke og betydning.
Disse eksempler illustrerer, hvordan realisme i kunsten ikke blot handler om at kopiere virkeligheden, men også om at kommunikere komplekse følelser, ideer og perspektiver gennem en nøjagtig og detaljeret repræsentation af verden omkring os.
Inddeling af realistiske opfattelser
Realistiske opfattelser kan inddeles efter, hvilke typer praksis og dertil knyttede entiteter de gælder for, samt hvor stærkt de gælder for disse entiteter. Det omfatter moralske forhold, videnskabelige størrelser og dagligdags emner, samt forskellige niveauer af styrke i opfattelsen af deres eksistens.
Realisme i Litteraturen:
I litteraturen refererer realisme til skildringen af virkeligheden, hvor læseren genkender indholdet som mulig virkelighed og menneskelig handling. Aristoteles betragtede digtning som en form for mimesis, virkelighedsfremstilling, hvilket indikerer litteraturens realistiske dimension.
Realisme i Billedkunsten:
Inden for malerkunsten omfatter realisme både den almenbetegnelse for kunstnerisk virkelighedsskildring uden forskønnende bearbejdelse og en bestemt retning inden for 1800-tallets europæiske malerkunst. Den realistiske bevægelse stræbte efter nøjagtigt at gengive objekter, mennesker og landskaber uden romantikkens forvrængning.
Den Realistiske skole inden for statskundskab:
Inden for statskundskab beskæftiger den realistiske skole sig primært med international politik, hvor magt og nationale interesser betragtes som afgørende faktorer. Denne tilgang går tilbage til historikeren Thukydid og filosoffen Machiavelli, og den understreger konflikt og krig som en uundgåelig del af staternes interaktioner.
