Hvad sker der, når et maleri ser så realistisk ud, at man næsten tror, man kan træde ind i det, men samtidig føles som en drøm?
Det er et af de centrale spørgsmål i den magiske realisme.
Magisk realisme er ikke en stil, hvor kunstneren nødvendigvis maler trolde, engle eller andre overnaturlige væsener. Tværtimod er det karakteristiske ofte, at alt ser genkendeligt og realistisk ud. Det mærkelige opstår i stedet gennem situationen, lyset, kompositionen, stemningen eller sammenstillingen af elementerne.
Et almindeligt rum kan pludselig virke fremmed. Et menneske kan se helt naturligt ud, men befinde sig i en situation, som er vanskelig at forklare. En genstand kan være gengivet med fotografisk præcision, men få en betydning, der rækker langt ud over det konkrete.
Det er netop spændingen mellem det genkendelige og det gådefulde, der gør den magiske realisme interessant.
Et begreb med en overraskende historie
Begrebet magisk realisme blev oprindeligt brugt om billedkunst.
Den tyske kunstkritiker og kunsthistoriker Franz Roh introducerede betegnelsen i 1925 i forbindelse med en ny tendens i europæisk maleri. Han beskrev en kunst, der var vendt tilbage til en præcis og konkret gengivelse af verden efter ekspressionismens mere subjektive og følelsesladede billedsprog. Men selv om motiverne var realistiske, kunne de fremstå fremmedgjorte, mærkelige eller næsten magiske.
Det er en vigtig pointe, fordi den moderne forståelse af magisk realisme ofte forbindes med litteraturen, især med latinamerikanske forfattere som Gabriel García Márquez og Alejo Carpentier.
Den litterære magiske realisme udviklede sig imidlertid på en lidt anden måde. Hos Carpentier optræder det vidunderlige ikke nødvendigvis som noget, der bryder virkelighedens regler. Det kan være en del af menneskers faktiske måde at opleve verden på. Hans begreb lo real maravilloso, det vidunderlige virkelige, blev formuleret i forbindelse med romanen Riget af denne verden fra 1949.
Derfor er det vigtigt ikke at gøre billedkunstens og litteraturens magiske realisme til præcis det samme begreb. De har en fælles idé om spændingen mellem virkelighed og noget, der overskrider den umiddelbare virkelighed, men deres historiske udgangspunkt er forskelligt.
Hvad kendetegner magisk realisme i billedkunst?
Der findes ikke én fast opskrift på magisk realisme. Det er snarere en måde at skabe et bestemt forhold mellem virkelighed, perception og betydning.
Typisk finder man flere af disse karakteristika:
1. En meget præcis gengivelse af virkeligheden
Objekter, mennesker, bygninger, tekstiler og landskaber kan være malet med stor teknisk præcision.
Det realistiske udgangspunkt er vigtigt. Beskueren skal kunne genkende verden.
Men realismen er ikke nødvendigvis målet i sig selv.
Den fungerer som fundamentet for noget andet.
2. Noget virker forkert uden at være åbenlyst overnaturligt
Det magiske ligger ofte ikke i selve motivet, men i den måde motivet er sat sammen på.
En person står måske i et rum, der burde være helt almindeligt, men situationen føles uvirkelig. Et landskab kan være realistisk gengivet, men virke unaturligt stille. Et menneske kan se direkte på beskueren, uden at vi kan forstå, hvad situationen egentlig betyder.
Det er ofte denne ubestemmelighed, der skaber den magiske virkning.
3. Tid og sted kan føles forskudt
Magisk realisme kan blande forskellige tidslag.
Historiske elementer kan placeres i en moderne sammenhæng. Nutidige mennesker kan indgå i kompositioner, der minder om gamle religiøse eller historiske malerier.
Resultatet bliver en verden, hvor fortid og nutid eksisterer samtidig.
4. Lyset får en særlig betydning
Lys og mørke spiller ofte en afgørende rolle.
Et stærkt, koncentreret lys kan få et menneske eller en genstand til at fremstå næsten overjordisk, mens omgivelserne forsvinder i mørket.
Her kan magisk realisme møde barokkens billedsprog. Caravaggio er et oplagt eksempel på en kunstner, der ikke var magisk realist i historisk forstand, men hvis dramatiske brug af lys og mørke senere er blevet en vigtig reference for kunstnere, der arbejder med et realistisk, men gådefuldt billedunivers.
5. Genstande får en betydning, der rækker ud over dem selv
En stol er ikke nødvendigvis bare en stol.
Et fotografi, et stykke legetøj, en blomst, en dør eller et stykke tøj kan fungere som symbol eller fortællende element.
Det betyder ikke, at der findes én korrekt forklaring på genstanden. Tværtimod kan den magiske realisme netop skabe billeder, hvor beskueren må arbejde videre med betydningen.
6. Billedet fortæller en historie, men forklarer den ikke
Det er måske et af de mest interessante kendetegn.
Et magisk realistisk maleri kan føles som et øjeblik taget ud af en større fortælling.
Man får ikke nødvendigvis at vide, hvad der er sket før, eller hvad der kommer bagefter.
Man befinder sig midt i noget.
Det skaber en særlig form for billedlig suspense: Noget er sket. Noget foregår. Men hvad?
Hvordan laver man magisk realisme?
Magisk realisme handler derfor ikke om at male “magiske ting”.
En kunstner kan male et helt almindeligt menneske, et almindeligt rum og almindelige genstande og alligevel skabe et magisk realistisk billede.
Det afgørende ligger i forholdet mellem elementerne.
Man kan eksempelvis begynde med et realistisk motiv og derefter stille nogle spørgsmål:
Hvad sker der, hvis jeg ændrer lyset?
Hvad sker der, hvis jeg fjerner baggrunden?
Hvad sker der, hvis to ting, som normalt ikke hører sammen, placeres i samme rum?
Hvad sker der, hvis personen ikke reagerer på det, der foregår omkring ham?
Hvad sker der, hvis jeg maler en moderne situation med et billedsprog fra renæssancen eller barokken?
Hvad sker der, hvis jeg lader noget være uforklaret?
På den måde kan man skabe en forskydning mellem det, øjet ser, og det, hjernen forventer.
Det er netop denne forskydning, der kan få et realistisk billede til at føles magisk.
Magisk realisme er ikke det samme som surrealisme
De to begreber bliver ofte blandet sammen, men forskellen er væsentlig.
Surrealismen søger ofte at bryde med den rationelle virkelighed. Drømme, det ubevidste og ulogiske sammenstillinger spiller en central rolle.
Magisk realisme tager derimod ofte virkeligheden som udgangspunkt.
Det surrealistiske billede kan sige:
Dette kan ikke ske.
Det magisk realistiske billede siger snarere:
Dette ser ud, som om det kunne ske. Men hvorfor føles det så mærkeligt?
Derfor kan et magisk realistisk billede være langt mere foruroligende end et billede, hvor det overnaturlige er tydeligt.
Når noget er åbenlyst umuligt, accepterer vi det som fantasi.
Når noget næsten er virkeligt, begynder vi at tvivle på vores egen virkelighedsopfattelse.
Kunstnere, der forbindes med magisk realisme
Den historiske billedkunstneriske magiske realisme forbindes blandt andet med kunstnere fra Neue Sachlichkeit, den tyske ny-saglighed, herunder Otto Dix og George Grosz. Andre eksempler findes hos blandt andre Grant Wood i USA og Pyke Koch i Holland.
Den hollandske maler Carel Willink er et særligt tydeligt eksempel. Han malede ekstremt realistiske arkitekturer, landskaber og figurer, men placerede dem i situationer med en mærkelig, ofte urovækkende stemning. Willink beskrev selv sin kunst som imaginær realisme.
I USA forbindes George Tooker ofte med magisk realisme. Hans billeder er præcist udført, men hans mennesker befinder sig i klaustrofobiske, geometriske rum, hvor gentagelser, isolation og fremmedgørelse skaber en virkelighed, der føles som et mareridt uden at blive til et egentligt fantasiunivers. Smithsonian fremhæver netop hans præcise arkitektoniske strukturer, menneskelig isolation og de eksistentielle temaer i hans kunst.
Det er også værd at nævne, at magisk realisme ikke bør opfattes som en lukket kunsthistorisk skole. Begrebet bruges i dag bredere og kan beskrive kunstnere, der arbejder med realistisk gengivelse kombineret med en drømmeagtig, symbolsk eller fremmedgørende dimension.
Georg Schrimpf: den stille og præcise virkelighed
Georg Schrimpf (1889-1938) er en af de kunstnere, der står tæt på magisk realismes oprindelse. I 1925 udgav den tyske kunsthistoriker Franz Roh sin bog Nach-Expressionismus. Magischer Realismus, hvor han beskrev en ny tendens i samtidens maleri. Schrimpf hørte til blandt de kunstnere, hvis maleri kunne forstås inden for denne nye billedverden.
Schrimpfs malerier er præcise og umiddelbart genkendelige, men de har samtidig en mærkelig stilhed og fremmedhed. Personerne virker ofte isolerede, og rummene og landskaberne er gengivet med en klarhed, der næsten gør dem mere uvirkelige end et fantasilandskab.
Det ses tydeligt i Kinderbildnis (Child Portrait) fra 1925. En dreng er gengivet enkelt og nøgternt. Der er ikke noget overnaturligt i motivet, og alligevel virker billedet påfaldende gådefuldt. Den præcise gengivelse, den rolige komposition og figurens alvorlige tilstedeværelse skaber en afstand til den almindelige hverdag.
Det er netop denne egenskab, der er vigtig for forståelsen af magisk realisme: Det mærkelige behøver ikke at være noget, der sker i billedet. Det kan opstå i den måde, virkeligheden bliver fremstillet på.
Georg Schrimpf, Kinderbildnis (Child Portrait), 1925. Neue Nationalgalerie, Berlin. Public Domain / CC0.
Thomas Kluge: Hvorfor kaldes hans kunst magisk realisme?
Thomas Kluge er et godt dansk eksempel, netop fordi hans billeder ved første øjekast kan ligne rendyrket realisme.
Han er kendt for en næsten fotografisk præcision og for en teknik, der trækker tydelige forbindelser til kunsthistorien, blandt andet renæssancen og barokken.
Men hvis man kun ser Kluge som realist, overser man noget væsentligt.
Det interessante ved hans malerier er ofte, at den præcise gengivelse af mennesker og genstande indgår i et univers, som ikke blot handler om at gengive virkeligheden.
De danske kunstsamlinger har selv karakteriseret hans kunst som en form for magisk realisme. I forbindelse med udstillingen af Kluges portrætter af den kongelige familie blev hans kunst eksempelvis beskrevet som “en art magisk realisme”. Samme beskrivelse fremhæver, at den knivskarpe gengivelse af mennesker og genstande indgår i et univers, der udfordrer beskuerens fortolkning og rummer noget mere end den umiddelbare lighed.
Det samme ses i kunsthistoriske beskrivelser af hans øvrige værker. Nivaagaards Malerisamling beskrev i forbindelse med udstillingen Thomas Kluge – Kunstens virkelighed hans malerier som fotografisk realistiske, men samtidig præget af isolation, mørke og gådefulde eller urovækkende situationer. Her blev hans realisme direkte betegnet som magisk realisme.
Det er altså ikke først og fremmest fordi Kluge maler noget overnaturligt.
Det er fordi virkeligheden i hans billeder bliver mere end en registrering af virkeligheden.
Et menneske kan være gengivet med næsten fotografisk nøjagtighed, men omgivelserne, lyset, symbolerne og kompositionen får billedet til at åbne sig mod en anden betydning.
Det ses meget tydeligt i hans brug af mørke baggrunde og koncentreret lys. Personen træder frem af mørket som en konkret, fysisk tilstedeværelse, men samtidig bliver vedkommende løsrevet fra en almindelig hverdagssituation.
Det realistiske bliver dermed næsten teatralsk.
Og netop dér opstår den magiske dimension.
Kluge og de gamle mestre
En vigtig del af Kluges kunst er hans bevidste forhold til kunsthistorien.
Hans billeder kan minde om gamle portrætter og religiøse kompositioner, samtidig med at personerne er moderne mennesker.
Denne sammenblanding af historiske billedtraditioner og nutidige motiver er med til at skabe den særlige forskydning, som gør hans billeder interessante i forhold til magisk realisme.
Hans portræt af den kongelige familie er et godt eksempel. Det er på én gang et moderne portræt og en tydelig reference til den ældre tradition for monumentale konge- og familieportrætter. Resultatet er ikke blot en registrering af en familie, men et billede af magt, historie, identitet og national fortælling.
På samme måde er hans værker med historiske motiver blevet analyseret som en form for “magisk, symbolsk realisme”, hvor fortid og nutid, virkelighed og fantasi indgår i samme billedunivers.
Det er derfor mere præcist at sige, at Thomas Kluge er blevet karakteriseret som magisk realist, end at han nødvendigvis selv har valgt betegnelsen som et kunstnerisk program.
Det afgørende er heller ikke etiketten.
Det afgørende er, om betegnelsen hjælper os til at forstå, hvad der faktisk sker i billederne.
Og det gør den i Kluges tilfælde.
Magisk realisme som kunstnerisk metode
Magisk realisme kan derfor også forstås som en metode til at undersøge virkeligheden.
Kunstneren begynder med noget genkendeligt.
Derefter ændres forholdet mellem elementerne.
Måske bliver lyset unaturligt koncentreret. Måske bliver rummet for tomt. Måske er personen placeret på en måde, der ikke giver psykologisk mening. Måske blandes historiske og moderne elementer. Måske får en almindelig genstand en uforholdsmæssigt stor betydning.
Og pludselig opstår der en følelse af, at billedet ved mere, end det fortæller.
Det er en af magisk realismes stærkeste egenskaber.
Den viser ikke nødvendigvis en anden verden. Den får os til at se vores egen verden på en anden måde.
Det er også derfor, magisk realisme fortsat er relevant for kunstnere i dag. Den kræver ikke, at man opgiver realismen. Tværtimod kan en meget præcis gengivelse være netop det værktøj, der gør det muligt at skabe noget mystisk.
Jo mere virkeligt billedet ser ud, desto stærkere kan den lille forskydning blive.
Og måske er det netop dér, magien opstår.
