Regnbuens farver: Farvelære – forstå regnbuen

I denne artikel lærer du, hvordan regnbuens farver dannes, og hvordan farvelære anvendes i kunst.

Sådan opstår en regnbue

En regnbue opstår, når sollys brydes og reflekteres i regndråber i atmosfæren. Når sollyset passerer gennem en regndråbe, brydes lyset og opdeles i sine forskellige farver på grund af lysbrydning. Hver farve har en anden brydningsvinkel, og når de forskellige farver bliver spredt og reflekteret inde i dråben, vil de til sidst bryde ud af dråben i en karakteristisk vifte af farver.

Når disse farver forlader regndråben, vil de blive reflekteret igen på den bageste side af dråben, og de vil også bryde ind i øjet af en observatør, der ser regnen foran solen. Den observerede vifte af farver vil således danne en bue, der strækker sig over himlen.

Lyset kan brydes på to forskellige måder hvilket er årsagen til, at man ind imellem ser to regnbuer sammen. En lille og tydelig, kaldet den primære regnbue, og en lidt større, men mindre tydelig, såkaldt sekundær regnbue.

Læs også om lysægthed:

Hvilke farver er der i en regnbue?

En regnbue består af syv farver i følgende rækkefølge med deres omtrentlige bølgelængder:

• Rød: ca. 620-750 nm
• Orange: ca. 590-620 nm
• Gul: ca. 570-590 nm
• Grøn: ca. 495-570 nm
• Blå: ca. 450-495 nm
• Indigo: ca. 420-450 nm
• Violet: ca. 380-420 nm

Disse farver dannes altså, når sollys brydes og reflekteres i regndråber i atmosfæren.

Hvis du læser artiklen om farvecirklen (ovenfor), vil du se, at regnbuen består af de tre primærfarver, med sekundære farver imellem.

Regnbuens syv farver består altså af den inderste trekant i farvehjulet, den der indeholder primærfarverne og den mellemste sekskant, den der indeholder primærfarverne og sekundærfarverne. Et lille tvist er, at regnbuen også indeholder indigo (blå-blålilla) som er en tertiær farve, der ses i den yderste cirkel.

Man vil derfor opleve at den nederste del af regnbuen ofte fader ud i himlens blå, afhængig af hvor tydelig regnbuen er.

Farvernes bølgelængde

Lys er en elektromagnetisk bølge, og de forskellige farver af lys har forskellige bølgelængder. Jo kortere bølgelængden er, desto mere energirigt er lyset. Farverne i regnbuen har bølgelængder fra omkring 400 til 700 nanometer (nm). Rød farve har den længste bølgelængde på omkring 700 nm, mens violet farve har den korteste bølgelængde på omkring 400 nm.

De forskellige farver i lys spektrumet kan adskilles ved hjælp af et prisme (fx en regndråbe), som bøjer lyset i forskellige retninger afhængigt af deres bølgelængde. Når lys passerer gennem et prisme, adskilles det i de forskellige farver i regnbuen. Denne adskillelse sker på grund af lysets brydning, hvor lys bevæger sig langsommere gennem det tætte materiale i prismet end i luften, hvilket bøjer lyset og opdeler det i sine forskellige farver.

Lysbølger i de forskellige farver kan påvirke vores øjne og vores hjerne på forskellige måder og skabe forskellige visuelle effekter. For eksempel kan den røde del af spektret give en varm og beroligende følelse, mens den blå del af spektret kan føles mere kølig og beroligende. Derudover kan lys med forskellige bølgelængder have forskellige sundhedsmæssige virkninger på vores kroppe, som f.eks. at påvirke vores døgnrytme og vores humør.

“Rainbow” af J.M.W. Turner omkring 1812

Regnbuen i kunsthistorie – farvernes symbolik gennem tiden

Regnbuen har gennem historien spillet en central rolle i kunsten som symbol på håb, guddommelighed og naturens skønhed. I middelalderen blev regnbuen ofte brugt i religiøse fresker og illuminerede manuskripter som et tegn på forbindelsen mellem himmel og jord. I renæssancen og barokken begyndte kunstnere at udforske regnbuen mere naturalistisk og knyttede den til opdagelser inden for optik og videnskab. Senere tog romantikkens malere regnbuen til sig som et stemningsfuldt element, der kunne understrege naturens sublimitet og menneskets følelser. I moderne og samtidskunst bruges regnbuen ikke blot som naturfænomen, men også som et kulturelt og politisk symbol – fra popkunst til installationer, hvor regnbuen repræsenterer mangfoldighed, fællesskab og frihed. På den måde afspejler regnbuen i kunsthistorien både æstetiske strømninger og tidens verdensbillede.

Regnbuen som symbol

Regnbuen er et symbol, der ofte bruges i kunst, og dens betydning kan variere afhængigt af kultur, religion og kunstnerens intentioner. Nogle af de almindelige betydninger af regnbuen i kunst er:

• Håb og fornyelse: Regnbuen er ofte forbundet med et nyt liv og frisk start, da den kommer efter regnvejr og symboliserer, at solen vender tilbage og bringer med sig håb og fornyelse.
• Harmoni og fred: Regnbuen er også en symbol på harmoni og fred, da den repræsenterer foreningen af forskellige farver og enighed i forskellighed.
• Magi og spiritualitet: Regnbuen har også en magisk og spirituel betydning i nogle kulturer, hvor den kan symbolisere broen mellem himmel og jord og forbindelsen mellem det fysiske og det åndelige.
• Mangfoldighed og inklusion: Regnbuen er blevet et symbol for LGBTQ+ bevægelsen og repræsenterer mangfoldighed og inklusion af alle køn og seksuelle orienteringer.

I kunst kan regnbuen afbildes på forskellige måder og bruges til at formidle forskellige budskaber afhængigt af kunstnerens intentioner og kontekst.

Myten om guld for enden af regnbuen

Troen på, at der var en skat eller guld for enden af en regnbue, stammer fra en række gamle legender og myter fra forskellige kulturer. I nogle kulturer blev regnbuen betragtet som en bro mellem himlen og jorden, og at guld eller andre skatte kunne findes på den anden side af broen.

I nogle tidlige kulturer blev regnbuen også betragtet som et symbol på en guddommelig eller åndelig forbindelse, og ideen om, at der var en skat på enden af regnbuen, kunne have været en måde at udtrykke dette på.

Det er også muligt, at den lysende skat ved enden af regnbuen kan have været en illusion forårsaget af lysets brydning og refleksion i regndråberne, som skabte en visuel effekt, der kunne forveksles med en faktisk skat eller genstand.