Vanitas er et begreb inden for kunsten, der stammer fra barokperioden og ofte anvendes i stillebenmalerier. Ordet “vanitas” kommer fra latin og betyder “tomhed” eller “forgængelighed”. I kunsten refererer vanitas til fremstillingen af symbolske objekter, der minder seeren om livets forgængelighed, døden og den verdslige tomhed.
Indholdet i vanitas
Typiske elementer i et vanitas-stilleben inkluderer dødelige genstande som afskårne blomster, visne blade, forfaldne frugter, timeglas, stearinlys, spejle, skaller, ure og kranier. Disse genstande symboliserer alle den uundgåelige cyklus af liv, død og forfald.
Af Jan Davidsz. de Heem
En Vanitas Still-Life med et kranium, en bog og roser, ca. 1630, Nationalmuseum.
I vanitas-malerier bruges ofte kontrasterende lys (og højlys) og skygge for at understrege objekternes skrøbelighed og forgængelighed. Desuden kan der indgå skjulte symboler, der henviser til emner som død, bedrag og menneskets forgængelighed i forhold til tidens gang.
Målet med et vanitas-stilleben er at minde betragteren om livets flygtighed og opfordre til eftertanke over den menneskelige eksistens. Det er en påmindelse om at sætte pris på nuet og overveje de større spørgsmål om livet og døden. Vanitas-kunsten var særligt udbredt i Holland og Flandern i det 16. og 17. århundrede, men dens indflydelse kan stadig ses i moderne kunst og kultur.
Sådan bøjes ordet vanitas
Ordet “vanitas” er et substantiv på latin, og dets bøjning afhænger af konteksten, hvor det anvendes. Her er nogle eksempler på, hvordan det kan bøjes:
- Ental, nominativ: vanitas
- Ental, genitiv: vanitatis
- Ental, dativ: vanitati
- Ental, akkusativ: vanitatem
- Flertal, nominativ: vanitates
- Flertal, genitiv: vanitatum
- Flertal, dativ: vanitatibus
- Flertal, akkusativ: vanitates
Bøjningen af ordet afhænger af dets rolle i sætningen og den grammatiske funktion, det udfylder. Disse bøjninger tillader en korrekt formidling af ordets betydning og sammenhæng i en given sætning.
