Abstrakte kunstnere

Abstrakt kunst opstod ikke gennem én enkelt kunstners arbejde. I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte en række kunstnere forskellige steder i Europa at undersøge, hvad der skete, når billedet ikke længere behøvede at gengive en genkendelig virkelighed.

Nogle arbejdede med farvens egen virkning, andre med geometriske former, rytme, bevægelse eller spirituelle symboler. Senere blev abstraktionen videreført i helt andre retninger gennem blandt andet Bauhaus, den europæiske avantgarde, den amerikanske abstrakte ekspressionisme og den geometriske kunst efter 1960.

Der findes derfor ikke én bestemt måde at være abstrakt kunstner på. De kunstnere, der forbindes med abstraktionen, repræsenterer meget forskellige kunstsyn og arbejdsmetoder.

Abstraktionens tidlige pionerer omkring 1900 til 1914

Omkring år 1900 var den figurative kunst stadig dominerende, men kunstnere havde gennem flere årtier undersøgt, hvordan farve, lys, form og billedets opbygning kunne frigøres fra en naturtro gengivelse.

Impressionismen havde gjort farven mere selvstændig, postimpressionismen havde udfordret det traditionelle billedrum, og fauvismen havde vist, at farver kunne anvendes uafhængigt af naturens egne farver. Kubismen skulle kort efter opløse genstandenes faste former yderligere.

I denne periode begyndte flere kunstnere at skabe billeder, hvor motivet blev stadig vanskeligere at identificere. Nogle af dem nåede frem til egentlig abstraktion næsten samtidig, men ad meget forskellige veje.

Hilma af Klint

Wassily Kandinsky

I bogen Über das Geistige in der Kunst, udgivet i 1911, formulerede han nogle af sine tanker om forholdet mellem farve, form og åndelig erfaring. Senere blev hans undervisning på Bauhaus vigtig for udviklingen af moderne abstrakt kunst.

František Kupka

František Kupka (1871 til 1957) var en tjekkisk kunstner, der arbejdede i Paris og udviklede en abstraktion præget af farve, rytme og bevægelse.

Hans billeder kunne tage udgangspunkt i konkrete motiver, men de blev gradvist omdannet til kompositioner af farve og form. Værker som Amorpha: Fugue in Two Colors fra 1912 viser hans interesse for rytmiske og næsten musikalske strukturer.

Kupka var blandt de kunstnere, der i begyndelsen af 1910’erne bidrog til udviklingen af det helt abstrakte maleri.

Robert Delaunay

Robert Delaunay (1885 til 1941) udviklede en abstraktion, hvor farven blev det centrale middel. Han arbejdede med cirkler, kontraster og farveforløb og undersøgte, hvordan farver kunne skabe en oplevelse af bevægelse.

Sammen med Sonia Delaunay udviklede han det, der senere blev forbundet med orfismen. Her blev kubismens interesse for form kombineret med en stærk optagethed af farvens selvstændige virkning.

Sonia Delaunay

Sonia Delaunay (1885 til 1979) var en central skikkelse i udviklingen af farvebaseret abstraktion. Hendes kunst omfattede maleri, tekstil, mode og design, og hun arbejdede på tværs af de traditionelle grænser mellem kunstarterne.

Hendes cirkulære og rytmiske kompositioner viser, hvordan abstraktion kunne udvikles gennem farvernes indbyrdes forhold snarere end gennem geometrisk konstruktion alene.

Olga Rozanova

Den geometriske abstraktion og avantgarden fra 1910’erne til 1920’erne

I årene omkring Første Verdenskrig udviklede abstraktionen sig i flere forskellige retninger. I Rusland arbejdede kunstnere med suprematisme og konstruktivisme. I Holland udviklede De Stijl en streng geometrisk billedkunst, mens Bauhaus senere samlede flere af disse ideer i en bredere undersøgelse af form, farve og design.

Denne periode gjorde abstraktionen til mere end et opgør med motivet. Den blev også et spørgsmål om, hvordan et billede kunne bygges op gennem grundformer, proportioner, farver og relationer mellem flader. MoMA beskriver perioden 1915 til 1921 som en central fase for udviklingen af de nonfigurative bevægelser i Holland og Rusland.

Kazimir Malevitj

Aleksandr Rodtjenko

Aleksandr Rodtjenko (1891 til 1956) var en central russisk konstruktivist. Han arbejdede med maleri, fotografi, grafisk design og rumlige konstruktioner.

Hans kunst viser, hvordan den geometriske abstraktion i Rusland bevægede sig fra maleriet ud i design, fotografi og visuel kommunikation.

Ljubov Popova

Ljubov Popova (1889 til 1924) var en af den russiske avantgardes betydeligste kunstnere. Hun bevægede sig gennem kubisme, futurisme og suprematisme og udviklede herefter et konstruktivistisk formsprog.

Hendes værker viser, hvordan geometriske former kunne kombineres med dynamiske diagonaler og komplekse relationer mellem flader.

El Lissitzky

El Lissitzky (1890 til 1941) arbejdede med maleri, grafik, arkitektur og design. Hans Proun værker befinder sig mellem maleri og rumlig konstruktion og blev vigtige for den videre udvikling af geometrisk abstraktion.

Hans arbejde var også med til at føre ideerne fra den russiske avantgarde videre til det internationale kunstmiljø.

Piet Mondrian

Piet Mondrian (1872 til 1944) udviklede sig fra figurativt landskabsmaleri til en af kunsthistoriens mest konsekvente former for geometrisk abstraktion.

I De Stijl bevægede han sig mod lodrette og vandrette linjer samt et begrænset udvalg af farver. Hans kompositioner er baseret på forholdet mellem flader, linjer, proportioner og farver.

Mondrians kunst har fået enorm betydning for både maleri, arkitektur, design og moderne visuel kultur.

Theo van Doesburg

Theo van Doesburg (1883 til 1931) var en af hovedfigurerne bag De Stijl. Han arbejdede med maleri, arkitektur, typografi og design og ønskede at skabe et universelt formsprog baseret på geometriske principper.

Hans arbejde viser, hvordan abstraktionen i 1920’erne ikke kun var et spørgsmål om maleri, men også blev knyttet til arkitektur og design.

Jean Arp

Jean Arp (1886 til 1966) udviklede et abstrakt formsprog, hvor organiske former spillede en central rolle. Han var forbundet med både Dada og senere surrealismen, men hans arbejde kan ikke reduceres til én bestemt kunstretning.

Arps organiske former viser en anden vej til abstraktion end den geometriske konstruktion hos Malevitj og Mondrian.

Sophie Taeuber Arp

Bauhaus og den systematiske undersøgelse af form og farve

Bauhaus blev grundlagt i 1919 og blev et vigtigt centrum for udviklingen af moderne kunst, arkitektur og design. Abstraktionen blev her undersøgt mere systematisk gennem undervisning i farve, form, komposition og materialer.

Bauhaus var ikke en kunstretning i snæver forstand, men skolen samlede kunstnere og undervisere med meget forskellige tilgange. Flere af deres ideer fik betydning langt uden for maleriet.

Paul Klee

Paul Klee (1879 til 1940) udviklede et personligt abstrakt formsprog, hvor geometriske elementer, tegn, farve og organiske former blev kombineret.

Hans billeder er ofte mindre strengt geometriske end Mondrians og Malevitjs. Klee interesserede sig for, hvordan billedet kunne udvikle sig gennem linjer, rytmer og farveforhold.

Han underviste på Bauhaus og fik stor betydning for den moderne kunsts forståelse af farve og komposition.

Wassily Kandinsky på Bauhaus

Kandinskys arbejde på Bauhaus markerede en ny fase i hans kunst. Her blev hans undersøgelser af farve og form knyttet tættere til geometriske grundformer.

Han underviste blandt andet i forholdet mellem farver og former og fik dermed betydning for en yngre generation af kunstnere.

Josef Albers

Josef Albers (1888 til 1976) var både kunstner og underviser på Bauhaus. Han blev især kendt for sine undersøgelser af farvens relative virkning.

Hans senere serie Homage to the Square viser, hvordan selv meget enkle geometriske former kan skabe komplekse visuelle oplevelser gennem farvernes indbyrdes forhold.

László Moholy Nagy

László Moholy Nagy (1895 til 1946) arbejdede med maleri, fotografi, lys, film, design og rumlige konstruktioner.

Han udvidede den abstrakte kunsts område og viste, at arbejdet med lys, bevægelse og teknologi kunne indgå i den moderne kunst.

Abstraktionen mellem 1930’erne og Anden Verdenskrig

I 1930’erne blev den abstrakte kunst videreudviklet i flere retninger. Geometrisk abstraktion fortsatte i Europa, samtidig med at surrealismen introducerede mere organiske og ubevidste billedformer.

Den politiske udvikling i Europa fik også betydning for kunstverdenen. Krig, totalitære regimer og migration førte til, at mange europæiske kunstnere flyttede til andre lande. Det fik senere stor betydning for udviklingen af abstrakt kunst i USA.

Joan Miró

Joan Miró (1893 til 1983) forbindes først og fremmest med surrealismen, men hans organiske former, tegn og farvefelter fik stor betydning for udviklingen af abstrakt kunst.

Hans billeder bevæger sig ofte mellem genkendelige figurer og næsten fuldstændig abstraktion. Dermed viser han en anden mulighed end den geometriske abstraktion.

Hans Arp

Arps organiske former og Mirós billedverden var med til at vise, at abstraktion ikke nødvendigvis behøvede at være geometrisk. Formen kunne også være flydende, biomorf og åben for fortolkning.

Alexander Calder

Alexander Calder (1898 til 1976) udvidede abstraktionen til det tredimensionelle rum. Hans mobiler består af bevægelige former, der ændrer kompositionen, når de påvirkes af luft og bevægelse.

Calder er derfor central for forståelsen af, hvordan abstrakte principper kunne udvikles uden for det traditionelle maleri.

Abstrakt ekspressionisme og den amerikanske efterkrigstid

Efter Anden Verdenskrig ændrede kunstens geografiske tyngdepunkt sig. New York blev et centralt internationalt kunstcentrum, og en gruppe amerikanske kunstnere udviklede meget forskellige former for abstraktion.

Abstrakt ekspressionisme samlede ikke én ensartet stil. Pollocks gestiske maleri, Rothkos store farvefelter og Newmans monumentale kompositioner ser meget forskellige ud. Fælles var blandt andet interessen for abstraktion som et middel til at skabe stærke visuelle og følelsesmæssige erfaringer.

Jackson Pollock

Jackson Pollock (1912 til 1956) blev berømt for sin såkaldte drip painting. I stedet for traditionelt at føre penslen hen over lærredet lod han blandt andet maling dryppe, hælde og slynge ud over lærredet.

På den måde blev selve den fysiske handling en del af billedets opbygning. Hans værker forbindes især med den gestiske side af abstrakt ekspressionisme.

Willem de Kooning

Willem de Kooning (1904 til 1997) bevægede sig mellem figurativt og abstrakt maleri. Hans billeder viser, hvordan grænsen mellem figur og abstraktion kunne være flydende.

Han regnes sammen med Pollock, Rothko, Newman og andre som en central kunstner i den amerikanske efterkrigskunst.

Mark Rothko

Mark Rothko (1903 til 1970) er især kendt for sine store rektangulære farvefelter. Farverne ligger som svævende former på billedfladen og skaber en oplevelse af dybde uden traditionelt perspektiv.

Rothkos maleri handler i høj grad om forholdet mellem farve, størrelse, rum og beskuerens oplevelse.

Barnett Newman

Barnett Newman (1905 til 1970) arbejdede med store ensartede farveflader, ofte gennemskåret af smalle lodrette linjer, som han kaldte zips.

Hans værker er monumentale og undersøger blandt andet forholdet mellem farve, skala og det tomme billedrum. Han regnes som en central figur i den amerikanske abstrakte ekspressionisme.

Lee Krasner

Lee Krasner (1908 til 1984) var en vigtig kunstner i New Yorks abstrakte kunstmiljø og arbejdede tæt på den udvikling, der førte til abstrakt ekspressionisme.

Hendes værker spænder over forskellige perioder og teknikker, og hun er samtidig vigtig for en bredere forståelse af den generation af kvindelige kunstnere, der arbejdede centralt i den amerikanske avantgarde.

Clyfford Still

Clyfford Still (1904 til 1980) udviklede store, fragmenterede farveflader med uregelmæssige former. Hans billeder adskiller sig fra Pollocks gestiske maleri, men er centrale for den amerikanske udvikling af abstrakt ekspressionisme.

Helen Frankenthaler

Helen Frankenthaler (1928 til 2011) udviklede en teknik, hvor fortyndet maling kunne flyde ind i det ugrundede lærred. Hendes arbejde blev vigtigt for udviklingen af colour field painting.

Hun var med til at føre den amerikanske abstraktion fra den kraftfulde gestiske ekspressionisme over mod en mere åben og farvebaseret form.

Farvefeltmaleri og geometrisk abstraktion fra 1950’erne til 1970’erne

Efter den abstrakte ekspressionisme udviklede en ny generation af kunstnere andre former for abstraktion. Nogle arbejdede næsten udelukkende med farve, mens andre vendte tilbage til geometriske former og præcise kompositioner.

Denne udvikling førte blandt andet til colour field painting, hard edge og senere minimalisme. Den geometriske abstraktion fortsatte således sideløbende med de mere gestiske former for abstraktion.

Morris Louis

Morris Louis (1912 til 1962) arbejdede med flydende farve, der blev hældt eller ført direkte på lærredet. Farven blev dermed både motiv og materiale.

Hans værker blev centrale for colour field painting.

Kenneth Noland

Kenneth Noland (1924 til 2010) arbejdede med cirkler, striber og andre enkle geometriske former. Farvens forhold til lærredets form var afgørende for hans kompositioner.

Ellsworth Kelly

Ellsworth Kelly (1923 til 2015) reducerede ofte billedet til enkle former og rene farver. Hans værker befinder sig mellem maleri og objekt og undersøger blandt andet forholdet mellem farve, form og rum.

Agnes Martin

Agnes Martin (1912 til 2004) udviklede et meget reduceret abstrakt formsprog baseret på fine linjer, gitterstrukturer og subtile farveforskelle.

Hendes billeder kan umiddelbart virke enkle, men bygger på meget præcise variationer i rytme, proportion og farve.

Bridget Riley

Bridget Riley (født 1931) blev en central figur inden for op art. Hendes geometriske mønstre skaber optiske virkninger, hvor former og linjer synes at bevæge sig.

Hendes kunst viser, hvordan abstraktion også kunne undersøge selve synets mekanismer.

Abstrakte kunstnere i Danmark

Den danske abstrakte kunst udviklede sig især fra 1930’erne og frem. Flere kunstnere tog del i internationale strømninger, men udviklede samtidig meget personlige former for abstraktion.

Den danske udvikling var ikke én samlet stil. Den omfattede blandt andet geometrisk abstraktion, spontan abstraktion, surrealisme og COBRA. Kunstnere som Ejler Bille, Richard Mortensen, Asger Jorn, Else Alfelt, Egill Jacobsen og Carl Henning Pedersen var centrale i dette miljø.

Ejler Bille

Ejler Bille (1910 til 2004) arbejdede med abstrakte og organiske former og var en central figur i den danske avantgarde.

Hans kunst bevægede sig mellem abstraktion, surrealistisk inspirerede former og skulptur.

Richard Mortensen

Richard Mortensen (1910 til 1993) arbejdede med både geometrisk og spontan abstraktion. Hans kunst gennemgik betydelige forandringer, og han blev en af de centrale danske repræsentanter for abstrakt maleri.

Asger Jorn

Asger Jorn (1914 til 1973) udviklede et ekspressivt og ofte stærkt gestisk maleri. Han var en central dansk kunstner i COBRA og arbejdede med et formsprog, hvor abstrakte og figurative elementer kunne eksistere samtidig.

Jorns kunst viser, at abstraktion ikke nødvendigvis betyder, at alle spor af den genkendelige verden forsvinder.

Else Alfelt

Else Alfelt (1910 til 1974) arbejdede med abstrakte former, farver og naturinspirerede motiver. Hun var en vigtig del af den danske spontanabstrakte kunst og COBRA miljøet.

Egill Jacobsen

Egill Jacobsen (1910 til 1998) udviklede et ekspressivt abstrakt formsprog præget af masker, organiske former og stærke farver.

Hans arbejde var centralt for den danske spontanabstraktion og COBRA.

Carl Henning Pedersen

Carl Henning Pedersen (1913 til 2007) arbejdede med et poetisk og fabulerende formsprog, hvor figurer, tegn og abstrakte elementer smelter sammen.

Han var en central del af COBRA og den danske efterkrigskunst.

Vilhelm Bjerke Petersen

Vilhelm Bjerke Petersen (1909 til 1957) spillede en vigtig rolle i den danske avantgarde før og under Anden Verdenskrig. Hans kunst og teori var præget af surrealisme og abstraktion, og han var en central forbindelse mellem den danske kunstscene og internationale avantgardestrømninger.

Abstraktion er mange forskellige kunstneriske veje

De kunstnere, der forbindes med abstrakt kunst, arbejder langt fra på samme måde.

Hos Mondrian bliver billedet bygget op gennem linjer, rektangler og et begrænset farvesystem. Hos Kandinsky får farve og form en mere musikalsk og åndelig betydning. Malevitj reducerer billedet til geometriske grundformer, mens Pollock gør selve malehandlingen synlig.

Rothko arbejder med farve som rumlig og følelsesmæssig erfaring. Agnes Martin undersøger næsten umærkelige forskelle i linjer og farver. Hos Jorn, Jacobsen og andre danske kunstnere bliver abstraktionen mere spontan og organisk.

Det er derfor vanskeligt at tale om én bestemt type abstrakt kunstner. Abstraktionen er snarere et stort felt af forskellige kunstneriske undersøgelser.

Hvad kendetegner en abstrakt kunstner?

En abstrakt kunstner behøver ikke at undgå alle genkendelige motiver. Det afgørende er, hvilken rolle motivet spiller i billedet.

Nogle kunstnere fjerner motivet næsten fuldstændigt. Andre tager udgangspunkt i mennesker, landskaber, natur eller genstande og omformer dem, indtil de genkendelige elementer kun fungerer som udgangspunkt for farve, form og komposition.

Fælles for mange abstrakte kunstnere er interessen for billedets egne virkemidler: farve, linje, form, flade, rytme, proportion, bevægelse og rum.

De vigtigste abstrakte kunstnere samlet

Blandt de centrale navne i abstraktionens udvikling finder man Hilma af Klint, Wassily Kandinsky, František Kupka, Robert Delaunay, Sonia Delaunay, Olga Rozanova, Kazimir Malevitj, Aleksandr Rodtjenko, Ljubov Popova, El Lissitzky, Piet Mondrian, Theo van Doesburg, Jean Arp, Sophie Taeuber Arp, Paul Klee, Josef Albers, László Moholy Nagy, Joan Miró, Alexander Calder, Jackson Pollock, Willem de Kooning, Mark Rothko, Barnett Newman, Lee Krasner, Clyfford Still, Helen Frankenthaler, Morris Louis, Kenneth Noland, Ellsworth Kelly, Agnes Martin, Bridget Riley samt de danske kunstnere Ejler Bille, Richard Mortensen, Asger Jorn, Else Alfelt, Egill Jacobsen, Carl Henning Pedersen og Vilhelm Bjerke Petersen.

Denne liste er ikke en rangordning. Kunstnernes betydning afhænger af, hvilken del af abstraktionens udvikling man undersøger, og flere af dem bevægede sig mellem abstraktion og andre kunstneriske retninger.