Abstrakt kunst er ikke opstået på ét bestemt tidspunkt og kan heller ikke føres tilbage til én enkelt kunstner. Den voksede frem i begyndelsen af det 20. århundrede gennem en række forskellige eksperimenter med form, farve, rum og billedets opbygning.
I løbet af få årtier blev en grundlæggende forestilling om maleriet ændret. Et billede behøvede ikke længere at forestille en genkendelig virkelighed. Farver kunne eksistere for deres egen skyld, geometriske former kunne erstatte genstande, og selve billedfladen kunne blive motivet.
Udviklingen gik dog ikke i én lige linje. Kubismen, futurismen, orfismen, suprematismen, konstruktivismen, De Stijl, Bauhaus og senere den abstrakte ekspressionisme repræsenterer forskellige veje ind i og videre gennem abstraktionen. Museum of Modern Art beskriver netop perioden 1910 til 1925 som et internationalt netværk af kunstnere og bevægelser, hvor abstraktionen udviklede sig på tværs af lande og kunstarter.
Hvad er abstrakt kunst?
Få en grundig introduktion til abstrakt kunst, dens kendetegn og forskellige former. Du får også en praktisk guide til, hvordan du selv kan arbejde abstrakt.
Læs om abstrakt kunst →Abstrakte kunstnere
Mød de kunstnere, der har været med til at forme den abstrakte kunst, fra Hilma af Klint og Kandinsky til Mondrian, Pollock og danske kunstnere.
Se de abstrakte kunstnere →Fra gengivelse til abstraktion
Forudsætningerne for abstrakt kunst blev skabt før 1900.
Impressionismen havde ændret synet på farve og lys. Postimpressionister som Paul Cézanne havde undersøgt, hvordan naturens former kunne bygges op gennem enklere geometriske strukturer, mens kunstnere som Henri Matisse og andre modernister udfordrede forholdet mellem motivets naturlige farver og maleriets egne farver.
Dermed var spørgsmålet ikke længere kun, hvordan man kunne gengive verden så overbevisende som muligt. Kunstnerne begyndte også at undersøge, hvad der skete, når maleriets egne virkemidler blev gjort vigtigere end den ydre virkelighed.
Det blev et afgørende udgangspunkt for abstraktionen.
Kubismen ændrer billedet
Kubismen fik en afgørende betydning for abstraktionens udvikling.
Pablo Picasso og Georges Braque begyndte omkring 1907 at nedbryde den traditionelle måde at fremstille genstande og rum på. I stedet for at vise en genstand fra ét fast synspunkt kunne den fremstilles gennem flere synsvinkler samtidig.
Former blev opdelt, forskudt og samlet på ny. Det traditionelle perspektiv mistede sin selvfølgelighed, og billedfladen blev mere selvstændig.
Kubismen var ikke i sig selv abstrakt i begyndelsen. Der var stadig genkendelige mennesker, instrumenter, flasker og andre genstande. Men den viste, at et billede kunne bygges op efter andre principper end en illusion af et sammenhængende rum.
Det blev en af de vigtigste forudsætninger for den senere abstraktion. MoMAs gennemgang af kubisme og abstrakt kunst placerer netop kubismen som en central del af den udvikling, der førte fra det repræsentative maleri til nonfigurative billedformer.
Ai eksempel på kubisme
Omkring 1910 bliver abstraktionen synlig
Omkring 1910 til 1912 opstod de første helt abstrakte værker i flere europæiske kunstmiljøer næsten samtidig.
Det var ikke resultatet af én samlet bevægelse. Wassily Kandinsky arbejdede med farve, form og åndeligt indhold. František Kupka undersøgte rytme og farve. Robert Delaunay arbejdede med farvens dynamik, mens andre kunstnere udviklede mere geometriske eller konstruktive former.
MoMA har peget på 1912 som et afgørende tidspunkt, hvor Kandinsky, Kupka, Francis Picabia og Robert Delaunay præsenterede abstrakte billeder for offentligheden.
Wassily Kandinsky og det åndelige
Kandinskys vej til abstraktionen var gradvis. Han begyndte med genkendelige motiver, men lod efterhånden farve, linje og form få større selvstændighed.
For Kandinsky kunne farver og former udtrykke noget, der ikke behøvede at være knyttet til et konkret motiv. Hans udvikling fra figurativ kunst til stadig mere nonfigurative kompositioner blev en central del af abstraktionens tidlige historie.
Hans tanker blev blandt andet formuleret i Über das Geistige in der Kunst fra 1911, hvor han beskæftigede sig med forholdet mellem kunst, farve, form og åndelig erfaring.
Hilma af Klint
Hilma af Klint indtager en særlig position i denne tidlige udvikling. Hun begyndte at skabe abstrakte værker allerede i 1906 og udviklede et omfattende visuelt system med geometriske former, farver og symboler.
Hendes arbejde viser samtidig, at abstraktionens tidlige historie ikke kun kan fortælles gennem de kunstnere, der senere blev kanoniseret i den modernistiske kunsthistorie.
Billede: HIlma a Klint Urkaos, nr 2 1906
František Kupka
Kupka udviklede en abstraktion, hvor farve, rytme og bevægelse blev centrale. Hans værker fra begyndelsen af 1910’erne viser, hvordan et maleri kunne bevæge sig væk fra motivet og over mod en selvstændig billedlig struktur.
Abstraktion bliver til forskellige kunstretninger
Efter de første abstrakte eksperimenter opstod der ikke én samlet abstrakt stil. Tværtimod begyndte kunstnerne at udvikle meget forskellige opfattelser af, hvad et abstrakt billede kunne være.
I Rusland blev suprematismen og konstruktivismen udviklet. I Holland opstod De Stijl. I andre dele af Europa arbejdede kunstnere videre med orfisme, geometrisk abstraktion, dadaisme og senere surrealistisk inspirerede former.
Abstraktion blev dermed ikke en enkelt kunstretning, men et bredt felt.
Suprematisme
I Rusland tog Kazimir Malevitj abstraktionen i en radikal retning.
Suprematismen søgte at frigøre maleriet fra gengivelsen af den ydre verden. Geometriske former og farvefelter kunne eksistere uden at forestille genstande.
Malevitjs Black Square fra 1915 er blevet et ikonisk eksempel på denne udvikling. Ved at reducere billedet til et sort kvadrat på en hvid grund stillede han spørgsmålet om, hvad der overhovedet var nødvendigt for, at et billede kunne eksistere.
Ved præsentationen af sine suprematistiske værker i Petrograd i 1915 introducerede Malevitj en kunstform, der eksplicit forkastede henvisningen til den ydre verden til fordel for geometriske former og farver.
Konstruktivismen
Den russiske konstruktivisme udviklede en anden tilgang.
Her blev geometriske former, materialer og konstruktion forbundet med en interesse for det moderne samfund. Kunstnerne arbejdede ikke kun med maleri, men også med grafik, fotografi, arkitektur og design.
Abstraktionen bevægede sig dermed ud over lærredet.
Kunstnere som Aleksandr Rodtjenko, Ljubov Popova og El Lissitzky arbejdede med et formsprog, hvor kunst og visuel kommunikation kunne nærme sig hinanden.
De Stijl og den geometriske abstraktion
I Holland blev De Stijl grundlagt i 1917 omkring et tidsskrift af samme navn.
Piet Mondrian blev den mest berømte kunstneriske repræsentant for bevægelsen. Hans udvikling fra landskabsmaleri gennem kubismen til et stadig mere reduceret billedsprog viser, hvordan abstraktionen kunne opstå gennem gradvis forenkling.
Mondrian endte med et system baseret på lodrette og vandrette linjer samt et begrænset udvalg af farver.
Hans kunst blev kaldt neoplasticisme og søgte en balance mellem de forskellige elementer i billedet. Det geometriske formsprog fik samtidig betydning langt uden for maleriet og påvirkede arkitektur og design.
Bauhaus
Bauhaus blev grundlagt i Weimar i 1919 og blev et vigtigt centrum for moderne kunst, arkitektur og design.
På Bauhaus blev farve, form, materiale og komposition undersøgt systematisk. Kunstnere som Kandinsky, Paul Klee, Josef Albers og László Moholy-Nagy var med til at udvikle en undervisning, hvor kunst ikke blev betragtet isoleret fra design og arkitektur.
Det var vigtigt for abstraktionens videre udvikling, fordi kunstneriske principper kunne undersøges som noget, der også kunne anvendes på møbler, typografi, bygninger, fotografi og andre visuelle medier.
Abstraktion mellem verdenskrigene
I 1920’erne og 1930’erne blev de tidlige abstrakte ideer videreudviklet og kombineret.
Den strenge geometriske abstraktion fortsatte, men samtidig opstod mere organiske former. Surrealismen fik betydning for kunstnere, der ønskede at arbejde med former fra det ubevidste og med billeder, der ikke var underlagt almindelig logik.
Abstraktionen blev derfor stadig mere mangfoldig.
I 1930’erne blev tidligere ideer fra blandt andet kubisme, De Stijl, konstruktivisme og Bauhaus kombineret med mere organiske former og andre modernistiske strømninger.
Abstrakt kunst i Danmark
Den internationale udvikling fik også betydning for dansk kunst.
I Danmark blev kubisme, surrealisme og abstraktion taget op af kunstnere og kunstnergrupper, som udviklede deres egne former for modernisme.
Gruppen Linien, der blev dannet i 1934, spillede en vigtig rolle i den danske avantgarde. Senere blev udviklingen videreført af kunstnere omkring Helhesten og COBRA. SMK’s kunsthistoriske materiale beskriver netop denne forbindelse fra den danske modernisme og Linien til de spontant abstrakte kunstnere omkring Helhesten og COBRA.
Blandt de danske kunstnere finder man blandt andre Franciska Clausen, Sonja Ferlov Mancoba, Ejler Bille, Richard Mortensen og senere Asger Jorn, Else Alfelt, Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen.
Deres kunst viser, at dansk abstraktion omfattede flere forskellige retninger. Nogle arbejdede geometrisk, andre med spontanitet, organiske former og et mere ekspressivt billedsprog.
Du kan læse mere om de enkelte kunstnere i artiklen [Abstrakte kunstnere: De vigtigste navne du bør kende].
Anden Verdenskrig ændrer kunstens centrum
Anden Verdenskrig fik store konsekvenser for det europæiske kunstliv.
Kunstnere flyttede, blev fordrevet eller arbejdede under helt andre politiske og sociale forhold. Samtidig voksede New York frem som et nyt internationalt centrum for moderne kunst.
Flere europæiske kunstnere og ideer kom til USA, hvor de blev mødt af en yngre generation af amerikanske kunstnere.
Det blev en vigtig forudsætning for den udvikling, der fulgte efter krigen.
Abstrakt ekspressionisme
I 1940’erne og 1950’erne opstod den abstrakte ekspressionisme i USA.
Begrebet dækker over forskellige kunstneriske tilgange. Jackson Pollock arbejdede med dryp, hældning og kraftige bevægelser, mens Mark Rothko arbejdede med store farvefelter. Barnett Newman skabte monumentale kompositioner med store farveflader og karakteristiske lodrette linjer.
Der var derfor ikke tale om én bestemt teknik.
Fælles var blandt andet en interesse for maleriets fysiske handling, det store format og forholdet mellem værket og beskuerens oplevelse. MoMA beskriver abstrakt ekspressionisme som en bred gruppe af processer og materialer snarere end som én ensartet metode.
Colour field painting
I løbet af 1950’erne udviklede en række amerikanske kunstnere en mere farveorienteret form for abstraktion.
Store sammenhængende farveområder blev vigtigere end synlige penselstrøg og dramatisk gestik.
Mark Rothko er et centralt navn, men udviklingen fortsatte blandt andre hos Barnett Newman, Clyfford Still, Helen Frankenthaler, Morris Louis og Kenneth Noland.
Farven kunne nu fylde næsten hele billedet og skabe en oplevelse, der ikke var afhængig af et motiv.
Minimalisme og nye former for abstraktion
I 1960’erne blev den abstrakte kunst igen udfordret.
Minimalistiske kunstnere reducerede værkerne til enkle geometriske former, gentagelser og industrielle materialer. Samtidig udviklede andre kunstnere nye former for geometrisk maleri, optisk kunst og farvekunst.
Abstraktionen var dermed ikke længere et nyt kunstnerisk eksperiment. Den var blevet en del af den moderne kunsts grundlæggende sprog.
Abstrakt kunst efter 1970
Efter 1970 blev det vanskeligere at tale om én dominerende retning inden for abstrakt kunst.
Kunstnere fortsatte med at arbejde med farve, form, materialer og komposition, men mange blandede abstrakte metoder med andre kunstneriske strategier.
Abstraktion kunne indgå i maleri, skulptur, installation, fotografi, video og digital kunst.
Samtidig blev tidligere former for abstraktion genfortolket. Geometriske former kunne kombineres med nye materialer, og maleriet kunne undersøge sin egen historie lige så meget som farve og form.
Abstrakt kunst i dag
Abstraktion er derfor ikke afsluttet som kunstnerisk udvikling.
Nutidige kunstnere kan arbejde med digitale billeder, installationer, tekstiler, fotografi, maleri eller helt andre materialer. Nogle viderefører ideer fra geometrisk abstraktion, mens andre arbejder med stoflighed, tilfældighed, natur, bevægelse eller teknologi.
Det afgørende er fortsat, at kunstneren ikke nødvendigvis behøver at bruge et genkendeligt motiv som billedets bærende struktur.
Fra motiv til selvstændigt billedsprog
Abstrakt kunsts historie kan i sidste ende ses som en gradvis udvidelse af spørgsmålet om, hvad et kunstværk kan være.
I begyndelsen var udfordringen at løsne billedet fra den naturtro gengivelse. Derefter blev spørgsmålet, hvordan et billede kunne fungere uden et motiv. Kunstnere undersøgte farve, form, geometri, bevægelse, materialer og selve malehandlingen.
Der opstod ikke ét svar.
Der opstod mange.
Det er netop derfor, abstrakt kunst stadig rummer så forskellige udtryk. Fra Mondrians strenge kompositioner til Pollocks bevægelse på lærredet og Rothkos store farvefelter findes der ikke én fælles opskrift på abstraktion.
