Dadaisme var en kunstretning eller kunstart, som kun strakte sig over ca. 10 år, fra ca. 1915 – 1925.
Dadaismen fik sit navn Dada af den tyske forfatter Hugo Ball, som drev Cabaret Voltaire i Zürich sammen med sin hustru Emmy Hennings.
Dada dyrkede det meningsløse, absurde og tilfældige, og var i sit væsen antiautoritær og anarkistisk, med en total foragt for alle vedtagne normer, moralske som æstetiske.
Dadaisme er en kunstretning, der opstod i Zürich i 1916 som en reaktion på den første verdenskrig. Dadaisterne kritiserede samfundet og den logiske tankegang, og deres værker var ofte absurde og provokerende. Dadaismen udviklede sig til en international bevægelse, og mange af de mest kendte kunstnere og forfattere var dadaister, herunder Marcel Duchamp og Tristan Tzara.
Indholdsfortegnelse
Dadaisme definition
Dadaisme var en antikunstbevægelse som havde fællestræk med futurismen i sin rebelske holdning, og i opblødningen af grænserne mellem kunst og virkelighed.
Hvad var neo dadaisme?
Neo-Dada var en bevægelse med lyd, visuelle og litterære manifestationer, der havde ligheder i metode eller hensigt med tidligere Dada-kunstværker.
Neo dadaisme søgte at lukke kløften mellem kunst og dagligdag og var en kombination af legende, ikonoklasme og tilegnelse. I USA blev udtrykket populært pga. kunsthistorikeren og kritikeren Barbara Rose i 1960’erne og refererer primært til arbejde skabt i det og det foregående årti.
Der var også en international dimension i bevægelsen, især i Japan og i Europa, der tjente som grundlaget for Fluxus, Pop Art og Nouveau réalisme. Neo-Dada er eksemplificeret ved brugen af moderne materialer, populære billeder og absurdistisk kontrast. Det var en reaktion på den abstrakte ekspressionismes personlige emotionisme og benægtede traditionelle begreber inden for æstetik.
Dadaismens kendetegn
- Collager
- Readymades
- Fotomontager
- Genstande der normalt ikke hører til i kunstens verden
- Teater
- Lyddigte
- Jordfarver + sort og hvid
Alle normer blev ignoreret og kunsten blev til provokation.
Dadaisterne brød med de klassiske kunst ideer og former.
Et godt eksempel på dette var Marcel Duchamps Fountain, som var et signeret pissoir som blev afvist til kunstudstilling i Grand Central Palace i New York.
Marcel Duchamp (1887-1968) var en fransk billedkunstner og kunstteoretiker. Nogle kalder ham forfader til konceptkunst.
Dadaistisk maleri
Dadaisme blev mest behandlet i andre teknikker, men maleri af futuristisk og konstruktivistisk art ses dog. Eksempel på maleri er overskæg på Mona Lisa af Marcel Duchamp.

Dadaisme manifest
I 1916 udgav Hugo Ball det første Dada Manifest, og for at understrege dadaismens sarkasme valgte han at opføre sit lyddigt “Karawane” fra samme år iført et jakkesæt af skinnende blåt pap og en heksehat.

Det dadaistiske manifest oversat til dansk
Dada er en ny tendens inden for kunst. Man kan fortælle dette fra det faktum, at indtil nu ingen vidste noget om det, og i morgen vil alle i Zürich tale om det. Dada kommer fra ordbogen. Det er frygteligt enkelt. På fransk betyder det “hobbyhest”. På tysk betyder det “farvel”, “Stå af ryggen”, “Vi ses engang.” På rumænsk: “Ja, sandelig, du har ret, det er det. Men selvfølgelig, ja, helt sikkert, rigtigt.” Og så videre.
Et internationalt ord. Bare et ord, og ordet en bevægelse. Meget let at forstå. Ganske frygteligt enkelt. For at gøre det til en kunstnerisk tendens må betyde, at man foregriber komplikationer. Dada psykologi, dada Tyskland cum fordøjelsesbesvær og tåge paroxysme, dada litteratur, dada bourgeoisie, og jer selv, ærede digtere, der altid skriver med ord, men aldrig skriver selve ordet, som altid skriver omkring det faktiske punkt. Dada verdenskrig uden ende, dada revolution uden begyndelse, dada, jer venner og også – digtere, værdsatte søstre, producenter og evangelister. Dada Tzara, dada Huelsenbeck, dada m’dada, dada m’dada dada mhm, dada dera dada, dada Hue, dada Tza.
Hvordan opnår man evig lyksalighed? Ved at sige dada. Hvordan bliver man berømt? Ved at sige dada. Med en ædel gestus og sart hæderlighed. Indtil man går amok. Indtil man mister bevidstheden. Hvordan kan man slippe af med alt det, der smager af journalistik, orme, alt pænt og rigtigt, blinket, moralistisk, europæiseret, enserveret? Ved at sige dada. Dada er verdens sjæl, dada er pantelåneren. Dada er verdens bedste lily-milk sæbe. Dada hr. Rubiner, dada hr. Korrodi. Dada hr. Anastasius Lilienstein. I klartekst: Schweizers gæstfrihed er noget, der skal værdsættes dybt. Og i spørgsmål om æstetik er nøglen kvalitet.
Jeg skal læse digte, der er beregnet til at undvære konventionelt sprog, ikke mindre og have gjort det. Dada Johann Fuchsgang Goethe. Dada Stendhal. Dada Dalai Lama, Buddha, Bibel og Nietzsche. Dada m’dada. Dada mhm dada da. Det er et spørgsmål om forbindelser, og om at løsne dem lidt til at starte med. Jeg vil ikke have ord, som andre mennesker har opfundet. Alle ordene er andres opfindelser. Jeg vil have mine egne ting, min egen rytme og vokaler og konsonanter også, der matcher rytmen og alle mine egne. Hvis denne pulsation er syv meter lang, vil jeg have ord for den, der er syv meter lang. Hr. Schulz ‘ord er kun to og en halv centimeter lange.
Det vil tjene til at vise, hvordan artikuleret sprog bliver til. Jeg lod vokalerne narre. Jeg lader vokalerne ganske enkelt forekomme, som en kat mjaver. . . Ord dukker op, skulders ord, ben, arme, ordhænder. Au, oi, øh. Man skal ikke slippe for mange ord ud. En poesi er en chance for at slippe af med alt det snavs, der klæber til dette forbandede sprog, som om det blev lagt der af børsmægleres hænder, hænder slidt glat af mønter. Jeg vil have ordet, hvor det ender og begynder. Dada er ordets hjerte.
Hver ting har sit ord, men ordet er blevet en ting for sig selv. Hvorfor skulle jeg ikke finde det? Hvorfor kan et træ ikke kaldes Pluplusch og Pluplubasch, når det har regnet? Ordet, ordet, ordet uden for dit domæne, din stuffiness, denne latterlige impotens, din fantastiske smughed, uden for al papegøjen i din selvindlysende begrænsning. Ordet, mine herrer, er en offentlig bekymring af første betydning.
Hugo Ball
Afslutningen på dadaismen
Dadaismen blev efterfulgt af surrealismen, der begyndte at tage mere og mere fart i starten af 1920’erne.
